4. jan. 2014

Tips til Malta

Når jeg rejser, synes jeg altid det er rart at få nogle få tips fra andre. Bare sådan lidt om, hvordan de har oplevet stedet, så man er en lille smule forberedt; men ikke er blevet påduttet noget, og heller ikke har mistet alle overraskelserne.

Her får du, de små-tips til Malta, som jeg mener, kunne være gode:

Stemningen er meget britisk, så hvis du har noget anglofili, kommer du helt sikkert til at føle dig godt tilpas. Derudover får du en masse sydeuropæisk stemning med i købet.

De lokale indbyggere er meget imødekommende og hjælpsomme. Hvis du vil i snak, kommer du det.

Hvis du er på en uges ferie og gerne vil lidt rundt i landet, så køb en 7-dages billet til de almindelige, offentlige busser til under 100 kr. Det er ret let at finde ud af systemet, og det er meget billigere og sjovere end at tage hop-on-hop-off-turistbusserne. Tag køkørslen og de snirklede omveje som en behagelig og oplevelsesrig pause.

Gå ture og far vild i byernes beboelsskvarterer. Nyd roen og kig på de farverige døre og karnapper mens du holder øje med husenes navne.

Sproget er ret anderledes. Lyder lidt italiensk, men er fuldstændigt umuligt at forstå. Alle taler dog engelsk, så det er let at begå sig.

Priserne er generelt lidt lavere end i Danmark. Paracetamol er vanvittigt billigt. En box med 100 stk. koster ca. 15 kr, hvor jeg lige havde givet 12 kr. for 10 stk. herhjemme. En taskeparaply kan du få for under 20 kr.

November er off-season, så man behøver ikke at slås med de andre turister om de gode borde i restauranterne. Temperaturen er omkring 15 gr. Tag regntøj med for en sikkerheds skyld.

En taxa fra lufthavnen til Valletta-området koster 20-23 euro. Der er en lille taxa-kiosk længst til venstre, lige ved udgangen i lufthavnen, hvor du betaler for turen på forhånd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar