16. apr. 2014

Glemt taske

Jeg tror, jeg har glemt en taske.

Jeg kan i hvert tilfælde ikke finde den på bloggen.

Måske er det bare mig selv, der ikke kan huske eller finde, så hvis du kan huske, at du tidligere har læst om denne taske, så sig endelig til, så jeg også selv kan finde posten.....og så undskylder jeg også gerne gentagelsen. ....eller gør jeg?? ....for det er vel også en slags genbrug ;o)

Jeg ledte efter tasken, fordi der var en fletter, der gerne ville have en opskrift. Opskriften er nu færdig, og det skal selvfølgelig stå på posten.

Nu kommer det til at stå på denne post.

Nå, men mon ikke jeg skulle se at komme frem til selve tasken.

Tasken er flettet af breve fra Pickwicks Vinterte og er derfor ualmindeligt velduftende. Selv efter mere end et år, kan man stadig ane duften af kanel og varme krydderier.
Vinterte-brevene har også givet tasken en ualmindelig varm farve, så duft og udseende går rigtigt godt i spænd.

Jeg er ikke selv så meget til brune farver, men jeg synes, at disse orange/brune farver er rigtigt flotte alligevel.

Derfor gjorde jeg mig også rigtigt meget umage med at finde hanke og lynlås i gode farver, der matchede tebrevene perfekt.

Taskens facon bliver kaldt penalhusfacon - eller man kunne måske kalde det for en pølsetaske - eller en aflang boxtaske. Det bestemmer du selv :o)

Jeg synes, at faconen er ret praktisk, for det giver en god, lang åbning, og tasken er ikke så høj, så ting kan ikke så let gemme sig under hinanden. Dejligt med overblik i en dametaske, hvor der alligevel er god plads.



Tasken er til salg.
Der findes detaljeret opskrift til  tasken til en 10'er.
Bestil via formularen nederst eller send en mail.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar