3. jan. 2015

Hjertematerialer

Hjertetasken fortjener egentlig et indlæg mere.

Jeg vil nemlig gerne fortælle lidt om materialerne.

Først og fremmest er selve tasken flettet af nogle af de kataloger, som blev til overs efter årets teaterfestival i København, Cph Stage.

Jeg gjorde mig meget umage med at få fat i en stak kataloger, da festivalen var slut, for årets farve var denne smukke koralfarve, som ses bag et par af de andre udklædte frivillige programuddelere.
Farven gik selvfølgelig igen på kataloget, og jeg kunne hurtigt se, at den koral farve ville være flot til tasker....og jeg er nok ikke færdig med at bruge farven.

Lynlåsen vil jeg også gerne kommentere.

Det var faktisk meget tilfældigt, at den blev, som den blev.

For hvis jeg ikke havde veninder, der ofte tænker på at gemme materialer til mig, og oven i købet tænker "mon ikke det kan bruges" selvom vi ikke har en aftale, så ville jeg aldrig have fået det brugte gavebånd, der passer perfekt i farven til teaterkataloger.

Båndet er syet på lynlåsene, så de er brede nok til tasken.
Det har jeg tidligere skrevet om her.

Til hankene var jeg så heldig, at jeg fandt de sidste meter koralfarvet, flettet rem hos en forhandler i Østen.

Sådan nogle flettede remme er ikke så lette at afslutte pænt; men en god veninde foreslog at sy små læderstykker på enderne. 

Jeg havde én hvid skindhandske, og i sådan én handske er der lige præcis læder nok til, at man kan klippe otte små lapper.

Desværre var min symaskine ikke så meget for at sy de små skindstykker pænt sammen, så det endte med at jeg limede dem sammen. Dét blev til gengæld rigtigt pænt.


Hvor mange gange har man mon lov at være heldig med materialer til én taske?








Ingen kommentarer:

Send en kommentar