30. apr. 2015

Valmuer på Bornholm.....og Bornholm på valmuerne

Først blev der flettet en prøve - en pung i valmuefarver med stænk af kornblomster og magueritter.

Ud fra dén prøve, ramte den allerførste taske faktisk plet.

Det var nemlig en taske med - først og fremmest - valmuer, jeg skulle flette til veninden. Valmuer er nemlig en af yndlingsblomsterne, og for hende siger valmuerne sol, sommer, glæde og yndlingsøen Bornholm.

Så det blev selvfølgelig valmuerne, der kom til at dominere; men ingen valmuemark uden de to førnævnte følgesvende.

Vi har også tidligere talt om en taske med Bornholmer-tema.

Derfor kom der også en lille smule motivflet på tasken: et lille Bornholmer-kort i det ene hjørne, og Bornholm flyder nu på et hav af valmuer.

Taskens facon blev også ny, for den blev ændret undervejs, så den ikke blev helt så høj, som vi havde forestillet os. Det viste sig nemlig, at det var lige præcis den lidt lave taske, der passede.

....så sådan blev det selvfølgelig.


Det er den store fordel ved at flette tingene selv + have en veninde, der er god til at sige til, hvordan hun gerne vil have sin taske.


Bestil tilsvarende taske


14. apr. 2015

Tastatur

Her til aften har jeg haft fingrene i et tastatur, som skulle smides ud.

Heldigvis sagde min mand til, inden tastaturet røg i storskraldrummets elektronikbur.

Nu er det splittet ad, så jeg kunne komme til at gemme fine smådele til.... tjaaaa,, nu må vi se, hvad fantasien rækker til af eksperimenter.
De resterende dele kan så sorteres i plastic, metal og kun en lille del ryger i elektronikburet.

Mens jeg sad og skruede de små skruer ud, kom jeg til at tænke på min barndom, hvor min bror og jeg en gang imellem fik lov at skille et udslidt vækkeur, transistorradio eller kassettebåndoptager ad.

Desværre fik vi ikke noget til at virke igen.

....men vi havde fornøjelsen af at tro på det :o)


9. apr. 2015

Låg til bøtten

I det sidste indlæg, kunne du læse om lakridsskuret.

Eksperimentet med det alt for store låg duede mildest talt ikke, men heldigvis havde jeg kuverter nok, så jeg kunne eksperimentere videre.

Jeg har godt nok fået søde kommentarer, der handler om, at det er smart, hvis låget er let at få af, meeeeen alligevel ;o)

I det næste forsøg flettede jeg låget med samme antal led, som selve bøtten.

For at låget skulle kunne gå ned over bøtten øgede jeg i stedet størrelsen på leddene med 1 cm i længden.

Det kom lige præcis til at passe, så bøtten nu har fået et låg, som ikke får bøtten til at ligne et skur med lidt for stort tag.

Samtidig er låget så tilpas tætsiddende, at det ikke ryger af bøtten af sig selv, når min kollega lukker skuffen op.
Sådan skulle det altså gøres.



Jeg har flere kuverter, hvis du gerne vil have, at jeg fletter din egen bøtte til dig.