12. mar. 2016

Påskekyllinger

Diakonissestiftelsen, hvor jeg er frivillig i det kreative og sociale fællesskab GivRum, holder i år en lille konkurrence, hvor man kan vinde et påskeæg.

Jeg laver meget gerne små kreative genbrugsprojekter til GivRum, og jeg behøver ikke nogen konkurrence for at gøre det; men jeg kan jo ikke lade være med at deltage alligevel, selvom det nok er sjældent, hvor det at vinde betyder så lidt for mig.

Konkurrencen går ud på at lave en påskekylling.

...og her er mit bidrag


Kyllingen er selvfølgelig fyldt med genbrug.

Indmaden består af noget så simpelt som et lille stykke paprulle fra køkkenrulle eller toiletpapir, og uden om det, har jeg pakket slikfolie, hvor jeg har klippet et rektangulært stykke, der lige passer med at rulle rundt om papringen og folde ind på indersiden.



 

















Man kan også bruge gult papir. Det bliver sikkert også siddende, når man folder det ind i rullen - folien er man nødt til at lime fast (limpistol holder bedst).

Jeg har lidt forskellige fjer liggende, og til kyllingerne kunne jeg bruge de fjer, der ikke er helt fine nok til at bruge til vedhæng eller smykker. Her giver det oven i købet kyllingen noget mere personlighed, hvis fjerene er lidt skæve.

Mit karton er pakket væk for øjeblikket, så jeg måtte eksperimentere med fødderne. Jeg formede dem i smykketråd, limede en knap på, foldede et lille stykke af folien og satte store pailetter på.


Alle fungerede faktisk fint - både visuelt og praktisk.

Til sidst tegnede jeg øjne og næb med sprittush / permanent marker (vandbaseret tush bliver ikke siddende), og man kan også lime små stykker papir eller pailetter på.

Som du måske allerede har gættet ud fra 'fodbilledet', kunne jeg selvfølgelig ikke nøjes med at lave én kylling. Jeg var nødt til at prøve lidt forskelligt - også med andet end fødderne - så her ser du hele flokken, som jeg glæder mig til at aflevere i Loppeshoppen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar