31. aug. 2013

Fede bellis

Ja, her er lidt af det fede, jeg ikke har set andre steder.

Den er godt nok sort, men jeg synes nu alligevel, at det er en rigtig sommertaske.

Det var næsten nødvendigt at flette tasken i sort, for de små bellis, som sidder som en bort øverst, få trods alt den bedste kontrast og bliver mest tydelige, når baggrunden er sort.

Det er nemlig ikke sort papir med trykte bellis, der er i tasken.

Næ, det er faktisk ægte bellis, som er plukket i haven og presset i en uges tid.

Derefter er de forsigtigt limet på det sorte papir, som er tapet, foldet og flettet til denne søde taske.
Så jo, en ægte sommertaske kan godt være sort.


Tasken er til salg


30. aug. 2013

Jeg elsker valmuer

Denne skønne, skønne valmueplakat fik jeg sammen med en masse andre flotte plakater af en sød danseveninde, som vist havde været en tur på loftet og samlet alle sine plakater sammen til mig - ja, med den slags veninder løber man aldrig tør for flettemateriale :o)
.....og gad vist om valmuen egentlig ikke er en af mine yndlingsblomster. Jeg bliver i hvert tilfælde altid meget glad, når jeg ser valmuer. Er der noget kønnere end en kornmark, der er lige ved at skulle høstes, og som i kanten er fyldt med bl.a. valmuer?

Da vi gik en lille geocaching-tur i omegnen efter min optræden med fletterier i FriHuset, var det meget svært at modstå dette smukke sceneri.
Det er da lige til at blive glad i låget af, eller hvad? Tænk at have arbejdsplads sådan et sted :o)

Valmuetasken blev en helt almindelig clutch, for jeg syntes, at motivet i sig selv bar hele tasken - ikke så meget andet halløj der!
I ved sikkert, at hvis man plukker valmuer for at tage dem med sig indendørs og sætte i vand, mister de meget hurtigt kronbladene - men vidste I også, at hvis man plukker valmuerne lige før de springer ud og piller bægerbladene af, så der kommer en meget krøllet valmue frem, retter den sig hurtigt ud og beholder kronbladene i dagevis?



29. aug. 2013

Afrikansk sæt med pels

Her er et sæt, som var meget, meget hyggeligt at flette, for det var en gave til en kær skoleveninde.

Jeg var så heldig, at blive inviteret til hendes runde fødselsdag, selvom vi kun har set hinanden en enkelt gang siden gymnasiet. Det var for nyligt, og det var en fantastisk weekend i selskab med vores gamle folkeskoleklasse m.m. 

Tænk at det kan være så sjovt, at gå så langt tilbage i tiden. Det kan jeg kun anbefale!...og så hyggeligt at tilbringe halvandet døgn sammen med en gammel veninde. Det var ikke mange øjeblikke, vi brugte på at sove....hvilket vi så også gjorde sammen ;o)


Efter råd fra hendes søde mand, skulle fødselsdagsgave-tasken være med tema fra Afrika, som de har et helt specielt forhold til, og heldigvis havde jeg et rejsekatalog liggende, som kunne bruges. Det blev straks splittet til atomer....eller rettere - til strips
 
Tasken har en lidt bred bund og en smule tøndefacon, for den er "bygget" med led, der bliver større og større fra bunden og opad. Den har flettede hanke med pels omkring, så man kan holde om hanken uden at komme til skade ;o) Tasken lukkes også med pels som klap.
Pungen lukkes med lynlås, der også har en lille pels-charm på.

28. aug. 2013

Tebreve

Endnu et mesterværk kom til verden, og det var i høj grad ved hjælp af tedrikkende kollegaer, venner og deres venner.
Hele denne taske er nemlig flettet af Pickwicks English Breakfast Tea. De tebreve har sådan et sødt motiv, og så farverne.....Jeg synes, at de blå-turkise farver er uimodståelige!

Der skulle dog tænkes lidt ud af boxen, for jeg ville jo gerne flette af hele tebrevets størrelse i stedet for at skulle klippe det mindre, og så ville jeg gerne bruge en del af motivet, som ikke umiddelbart kom frem, når man bare foldede et tebrev helt almindeligt (jævnfør skabelon).

Mht. at bruge hele tebrevets længde, kan man jo bare lade være med at folde helt ind til midten. På den måde kan man få bredden til at passe med længden på et led, selvom selve lappen er for lang i sig selv.

Det var lidt sværere at få "flyttet" motivet. Når jeg foldede et tebrev helt almindeligt, kom der det motiv frem, du ser i den røde firkant - men jeg ville hellere have motivet i den lilla firkant frem.
En god veninde var noget hurtigere end jeg selv til at tænke logisk: "Når du alligevel klistrer alle tebrevene på tape i en lang bane, så behøver du jo ikke at klippe over mellem de to tebreve. Du kan jo bare klippe over et andet sted, så det kommer til at passe med motivet." 

Simpelt og derfor genialt :o) Man skal bare huske at vende alle tebrevene den samme vej.

Selve tasken er flettet med ens top og bund. På toppen er der bare ikke helt så mange ringe, som der er på bunden.

Hanken er flettet i ligeud-flet og syet meget grundigt sammen, så den kan holde til at bære den vægt, der måtte være i tasken. Derefter er den nittet fast på tasken.

Top og bund er syet sammen med en række halve led på bagsiden, så der er plads til, at lynlåsen kan låse op og i.


Der findes detaljeret opskrigt på tasken. Pris 10 kr. 

27. aug. 2013

Parisisk inspiration - og ægyptisk.

I går var der fransk inspiration på bloggen. Det er der også i dag, men på en helt anden måde.

Dagens taske er flettet af en plakat, der var fyldt med parisiske bygningsværker.

Når jeg bruger en plakat til at flette af, måler jeg først bredden på plakaten, og så dividerer jeg fx med 5 og bruger resultatet som længden på lapper eller strips. På den måde kommer jeg til at bruge hele plakatens bredde, når jeg skærer op, og får mest muligt ud af plakaten.

Til den parisiske taske har jeg flettet et fladt stykke og foldet det sammen på midten. Lynlåsen går rundt om alle de tre åbne sider. Jeg har dog sat et enkelt halvt led ind i begge sider nederst ved folden, så lynlåsen ikke kom til at gå hélt ned til bunden af tasken.

På den måde kan man lukke tasken rigtigt meget op og kan let komme til alle de ting, man kan finde på at putte i sådan en dametaske :o)
For at bevare lidt af "historien" bag tasken, har jeg sat et vedhæng fast på lynlåsen, som er et lamineret miniprint af plakaten.

Den flotte, grønne/petroliumsfarvede taske er flettet på helt samme måde.....både af en plakat (udstilling på Glyptoteket med ægyptisk kunst) og et fladt, flettet stykke. Her er blot sat to halve led nederst i hver side, så tasken er en lille smule mindre åben.





26. aug. 2013

Fransk inspiration

I rigtigt mange år har jeg beundret en cremehvid, quiltet taske fra det fine, franske modehus, Chanel.
Det er faktisk lidt mærkeligt, at jeg er så vild med den taske, for hverken farve, facon eller stil er lige mig, men sådan er der vist nogle ting, man bare må acceptere. Men måske er det netop derfor, jeg aldrig har fået taget mig sammen til at spare op til tasken, for helt billig er den ikke, så man køber den ikke bare for sjov.

På et tidspunkt kom jeg til at tænke, at det quiltede på tasken passer præcist sammen med det mønster, man laver, når man fletter.

Så var det da egentlig bare at gå i gang, når man har verdens smukkeste inspiration.

(Har du for øvrigt set nogle af de tasker, Chanel har i seneste nye kollektion? Hold nu bøtte, hvor er de flotte. Klassiske og så alligevel med masser af kant.)

Nå....men så forholdsvis ny fletter, jeg alligevel var på det tidspunkt og stadigvæk havde masser at lære bl.a.med hensyn til almindelige faconer, ligger den Chanel-inspirerede taske stadig meget langt væk fra originalen.
Men jeg syntes, den blev sød....og det var der så også en veninde, der gjorde :o) ....så jeg har stadig til gode at få min egen Chanel(inspirerede) taske.


Tilsvarende taske til salg - bestil din egen. Se flere billeder og detaljer her.
Der er opskrift på tasken. Pris 10 kr. tilsendt på mail.

25. aug. 2013

Wauu-effekter

Wauuuuu - sikke nogle "tøser" jeg kender. Jeg har lige set på facebook, at et par af dem har gået 19-21 km på det døgn, Stafet For Livet varer - hold nu op, hvor er I seje.

....og for øvrigt....ikke nok med, at de har gået SÅ langt....så skulle der altså også indimellem lige danses et show og holdes workshop i line dance med JES Linedance OG høres noget fantastisk musik! m.m.m.
Sikke en præstation!

Dengang jeg flettede denne - min første STORE taske, følte jeg det også som lidt af en præstation (bemærkede I den fine overgang) ;o) Ikke at der ellers er nogen sammenligning præstationerne imellem :o)

Jeg har i mange år været stor fan af Samsø Festivalen, så da jeg var på Øen til forprang Skærtorsdag, for at få programmet direkte ved festivalens eget arrangement, tog jeg selvfølgelig som sædvanligt plakater med hjem til at hænge op rundt omkring i Kbh.

Det år gik det dog ikke helt som planlagt, for i stedet kom der denne taske / rygsæk ud af det.
En rygsæk er jo praktisk på festivalen, for selv på Samsø er det smart at have en regnjakke med sig eller en trøje til om aftnen, hvor det trods alt bliver lidt køligere end om dagen.
Nogle gange er det smart med rygsæk og andre gange er det smart med en taske, så derfor jeg konstruerede hankene, så tasken både kan bruges som skuldertaske og som rygsæk. Materialet er for øvrigt nogle fine grosgrain-bånd, som jeg ledte længe efter for at få den 'rigtige' farve.

Tasken blev også bemærket af den lokale - festivalens altså - presse. Festival-avisen skrev det fine lille stykke, som du ser på siden med omtale.

....og materialet....ja, det kræver noget at flette så stor en taske.....tre af de store plakater og ca. 8 af de små måtte lade "livet".


Tilsvarende taske til salg




24. aug. 2013

Phone Sleeve

Dengang jeg brugte lædertasker, var der ofte en lomme i foret, som passede til min telefon; men nu hvor jeg var gået over til flettasker, og ikke havde eksperimenteret med lommer endnu, lå min telefon bare og rodede rundt nede i tasken sammen med bl.a. nøgler.

Det mente jeg ikke, at skærmen havde så godt af :-/ og hvad gør man så??
Ja, så må man selvfølgelig flette sig et phone sleeve.
For at det skulle passe til alle taskerne flettede jeg det i neutralt sort/gråt/hvidt, og som Elizabeth og jeg taler om i klippet her fra FriHuset, er der selvfølgelig en del S'er på, så ingen er i tvivl om, at det er mit sleeve.


....og så er det jo lige om lidt, det går løs med Stafet For Livet på Frederiksberg - Skolen på Duevej. Ud over at gå stafetten skal jeg i eftermiddag/aften bl.a. høre Nice Little Penguins og Lozt Inzide, og så skal jeg danse show med JES Linedance. Der bliver vist også undervisning, hvis dú har lyst til at prøve.




Dit eget, personlige sleeve kan bestilles eller køb opskrift

23. aug. 2013

Terning

Den opmærksomme seer vil i går have bemærket, at der på billedet af Føtex-pungen var en lille terning.

Den terning skal du selvfølgelig også høre lidt om.

Terningen er flettet i det, som bliver kaldt lige-ud-flet. I stedet for at flette rækker, der zig-zag'er, fletter man op, ned og til siden i s'er.

Det gør, at man kan lave en lang lige bane, og den kan man så samle til de fire af siderne på terningen.

Til de sidste to sider fletter man så et kvadrat.

....eller man kan flette seks kvadrater, hvis man bedre kan lide at flette kvadrater end at flette lige-ud.
Hvis man har lyst at bruge terningen som nøglering, er den fine version at huske at flette en D-ring ind i et af kvadraterne; men man kan også sætte en springring direkte på terningen - mens man fletter eller bagefter ....sæt evt. to på, så der er lidt at dingle med :o)
Hvis man har lyst, kan man også putte en lille bjælde i, inden man lukker terningen til, så den bliver sådan...rangle-agtig; men husk, at baby ikke må sutte på terningen.


....og husk nu.....Stafet For Livet i morgen på Skolen på Duevej, Frederiksberg. Et helt døgn fra kl. 12 er der gang i den!


Terningerne er til salg

22. aug. 2013

Harlekintern

Nogle gange skal det ikke være så fancy....nogle gange skal man tilbage til basen....og flette et par helt almindelige punge.

Den første her er flettet af helt tilfældige lapper fra en Føtex-tilbudsavis.
 Den fik ret hurtigt ny ejermand, og da det var meningen, jeg skulle bruge den som eksempel til begynderne på mine kurser, måtte jeg flette en ny. For at få bare en smule variation, måtte Netto-reklamen holde for denne gang.
 Det er faktisk også meget sjovt at se forskellen.

Jeg blev dog nødt til at se samme model med en lille smule mønster - ja, sådan er jeg bare. Der skál åbenbart prøves noget nyt :o)

Derfor kom disse to punge med harlekintern til verden.
Den første flettede jeg med tern af tøj-billeder i tilfældige farver. Det er hver tredje lodrette "stribe" der er mønster. 

Bagefter kunne jeg godt tænke mig at se, hvordan det så ud, hvis der både var sorte og hvide, lodrette striber, og derfor fik den næste først én stribe hvid, derefter en stribe sort og efter det én stribe i tilfældig farve.

Men bortset fra materialer og mønstre, er alle dagens fire punge helt ens. De er flettet af lapper, der er 5 x 11 cm, og der er 5 ringe med 30 led i hver. Pungene måler ca. 13,5 x 3 x 10 og er lukket med lynlåse.




21. aug. 2013

Psykedelisk mesterværk

Den næste taske var virkelig mit mesterværk.

Det var faktisk en tidligere kollega, der spurgte, om jeg kunne flette en lille bowlingtaske i psykedeliske farver. "Sikkert" svarede jeg, men jeg var lige nødt til at høre hende, hvad hun præcist mente med bowlingtaske....for selvom flet er stærkt, så ville det nok være på grænsen at komme en bowlingkugle i en flettet taske.

Det var heldigvis heller ikke det, hun mente - kunne jeg se, da jeg fik et billede fra hende....og hendes søde kat.
Dén facon skulle det vel nok kunne lade sig gøre at efterligne, og efter noget betænkningstid fandt jeg også ud af, hvordan jeg skulle få det psykedeliske til at matche min sans for farver - jeg ér bedst til tone-i-tone - men selvfølgelig, hvad ellers?? Det skulle da være regnbue.
Senere lykkedes det mig også at få flettet en udgave til mig selv med en blød hank, som også kan gå over skulderen. Hanken er et stykke ruskind, jeg har draperet og nittet fast på tasken.Tasken er lidt mindre og flettet udelukkende i avispapir, så farverne er lidt blidere end den første regnbue.
Lige nu er jeg ved at flette en bestilling, der minder lidt om den første. Det var en, der havde set fletterierne i TV2 FriHuset, som var faldet helt for regnbuerne. Dejligt :o)

Dette giver mig så også mulighed for at skrive en detaljeret opskrift med gode billeder, så den kommer på siden hurtigst muligt.



Der findes detaljeret opskrift.
Køb eller bestil via kontaktformularen eller på mail.

20. aug. 2013

Avisens redning? og Stafet For Livet

Nye anvendelsesmuligheder må til!

Derfor måtte jeg prøve, om det kunne fungere med sådan et iPad-sleeve. Det gør det!
Her er det flettet i avisens lyserøde erhvervssektion - tjekket.

...og meget apropos faldt jeg over dette citat af Jon Lund, der er ekspert i nye medier: "Da iPad’en kom i 2010 tænkte jeg: det her er avisernes redning. Men i praksis skete det modsatte"

Måske kan vi flettere vende denne udvikling igen ;o)




I dag har jeg en vigtig ting på hjerte, for på lørdag skal jeg både ud og danse og gå.

Der skal danses show på Skolen på Duevej, og så skal der bare gås (ikke på bordet, men alligevel) ;o) så langt som benene overhovedet orker.

Anledningen er Stafet For Livet, og jeg skal selvfølgelig gå for JESlinedance på Frederiksberg. 

Stafet For Livet er et døgn, hvor der bliver sat fokus på kræftsagen. Det er en anledning til at mindes dem, der tabte kampen mod kræft, og give håb til dem, der kæmper. Stafet For Livet er fællesskab, oplysning og indsamling i kampen mod kræft.

Der bliver masser af aktiviteter i løbet af det døgn, hvor vi skal gå alt, hvad vi orker, så dem, der ikke orker, kan komme og deltage på alle mulig andre måder. Se programmet. Så kom og gå, leg, spis, spil, dans, grin, hør musik og meget mere sammen med os.


19. aug. 2013

Dansetasker

Jeg har tidligere skrevet om vort traditionsrige afdansningsbal, og en af traditionerne er, at holdene finder på passende og / eller sjove gaver til vor instruktør, Jette.

Sidste år havde vi på teknikholdet et 32-takters hiphop indslag i en af de danse, som vi skulle optræde med, og så blev 2 og to lagt sammen og blev til denne lille taske, hvor vi alle har ladet os fotografere i outfit, attitude og håndtegn, og disse billeder er så blevet flettet på tasken som en bort for oven. Mere personligt bliver det vist ikke.
Derudover blev der så drysset JES Linedance logo-stjerner ud over tasken, så den ikke blev alt for kedelig sort.


Fra sidste års afdansningsbal er der også en anden historie, som vist beviser, hvor meget det betyder for os. 

En af veninderne på samme teknikhold, fyldte nemlig rundt præcis på dagen. De fleste havde måske meldt afbud, men ikke Pernille. Næ, hun var så smart, så hun simpelthen inviterede familien til fødselsdag ved afdansningsballet. På den måde var der også sørget for både show og middag til familien :o)

Pernille skulle selvfølgelig også have en lille ting, selvom vi ikke sådan er på gave. Som den dygtige og inkarnerede danser, hun er, skulle den da flettes af stepsheets ("danseopskrifter") fra de danse, vi havde lært det seneste år.
...og vi andre fik kage :o)

18. aug. 2013

Prinsesse-taske og Ledreborg

Min søde niece Ida skulle selvfølgelig have en rigtig, lille prinsesse-taske i fødselsdagsgave, og en taske bliver altså kun en prinsesse-taske, hvis den er lyserød.....som jo selvfølgelig også var prinsessens yndlingsfarve.

Og tasken blev så fin (og heldigvis enhver prinsesse værdig), at den vist var med til, at prinsessens mor blev nødt til at lære fletteteknikken ;o)

Det er kun ærgerligt, at når man giver den slags hjemmelavede gaver, at man ikke selv er til stede, når der bliver pakket op.
Til gengæld har jeg så fået lov at følge lidt med i moderens fletterier og glæder mig meget til at se lidt mere af, hvad hun begår :o)


I går var en rigtig, vaskeægte fridag, hvor jeg fik min slotskoncert-debut. Jeg har aldrig prøvet noget lignende - på trods af at jeg har deltaget ved adskillige udendørskoncerter - men på den gode måde. 

Der har helt sikkert været run på indgangen allerede fra kl. 11, for masser af mennesker havde allerede bygget deres "kolonihave" og var i fuld gang med frokosten, da vi ankom ved 12-tiden. Bortset fra yndlingskunstneren Poul Krebs, var det allerfedeste dog den ene af barerne, som var en flydende skubbepram, der sejlede midt ned igennem publikumsområdet.
Genialt fundet på.

17. aug. 2013

Amerikansk hemmelighed

Uha, hvor jeg måtte gemme længe på denne hemmelighed....min amerikanertaske med plads til dansesko og en flaske vand.

Jeg vidste jo godt på forhånd, at det ville blive et megastort arbejde at flette denne taske i små lapper, så jeg var startet i rigtig, rigtig god tid.....for jeg vidste også, at det ville blive et lille mesterværk for mig, så derfor skulle den have sin premiere ved en speciel lejlighed.

....og årets afdansningsbal i JES Linedance er altid en speciel lejlighed, selvom vi efterhånden har prøvet det nogle gange.

De forskellige line dance-klubber, jeg har danset i, har alle haft en slags afslutning; men der er ingen som afdansningsballet. Jeg har altid syntes, at det var en fantastisk idé, at Jette (som er indehaver af JES Linedance) har overført det traditionelle afdansningsbal til sin line dance-danseskole, for der er noget særligt ved, at vi afslutter sæsonen med, at alle hold viser, hvad de har arbejdet med siden sidste år.

Selv generalprøven til afdansningsballet er noget helt særligt. Vi bruger en  hel søndag  på at få testet om showet "holder" på det store dansegulv og få detaljer på plads, og vi ved på forhånd, at DEN søndag altid er den første solskins-sommerdag, selvom det endnu er forår ;o)

Men afdansningsballet var selvfølgelig den perfekte lejlighed til at vise amerikanertasken frem første gang, og hvor var det altså svært at lade være med at røbe hemmeligheden før tiden, for jeg var selvfølgelig pavestolt.
Tasken blev heldigvis behørigt beundret af veninderne, og da flere også fletter, blev den nye (shopper)facon med integreret hank også bemærket.

Jeg er stadig glad for tasken, og den kommer med rundt til mange line dance-lejligheder - det er en dejlig taske!


Tasken kan bestilles
Der findes detaljeret opskrift på tasken inkl. printark. Pris 15 kr.
Bestil på mail.

16. aug. 2013

Amerikanerpunge og -bæltetasker

Som jeg tidligere har skrevet om, er jeg jo line dancer, og jeg har også tidligere flettet en pung, der var lidt amerikansk i det.

Det amerikanske flag er jo smukt til inspiration....stjernerne og striberne, så det skulle der selvfølgelig eksperimenteres noget mere med, og da jeg først var i gang, var det næsten ikke til at stoppe igen. Der skulle pludselig testes nogle forskellige måder at strø stjernerne ud over sådan en pung.

Det var sjovt.

Når man så danser line dance (og vel også mange andre former for dans) er det ikke rigtigt til at danse med en skuldertaske, for vi drejer / snurrer en del rundt.

Man kan heller ikke holde en taske i hånden, for vi skal også klappe. Det er en integreret del af mange danse.

Derfor var jeg nødt til at finde på noget, så man kan have sine småting hos sig, mens man danser, og så blev bæltetasken til.

Det var praktisk.


....og så fik jeg min mors lille teenage-hvalp til at agere fotomodel. Det var hun ikke så imponeret af (hvalpen altså)....men til gengæld lynhurtig til at smutte væk ;o) En enkelt gang fik jeg hende dog fanget indenfor billedrammen.


Pungene er til salgBæltetasker er til salg.
Der findes opskrift til både punge og bæltetasker inkl. printark med stjerner. Pris 10 kr. stykket tilsendt på mail.

Bestil på mail ReCyklisten@gmail.com

15. aug. 2013

Kyllinger på Samsø

Min mormor har fødselsdag, så hun ofte rammer lige omkring påske, og så bor hun på pragtfulde Samsø.

Så da vi sidste år skulle på Øen i ferien var der jo frit slag gavemæssigt. Det behøvede ikke at være noget, der skulle sendes med posten.

Den første del af gaven havde jeg hurtigt bestemt, for jeg havde nogle landkort med Øen på. Oplagt til flet! Der var lige, så jeg kunne flette et fint lille kvadratisk fad til....noget.

Anden del af gaven skulle så være det noget, som skulle ligge i fadet og kom til at handle om påske.

Min mormor har en sød tand, så jeg fandt på at bage nogle søde påskekyllinger i kokosmarengs. Du får lige opskriften, for selvom der er længe til påske, så smager kyllingerne også godt, selvom de ikke er formet som kyllinger :o)
Du skal bruge:

3 æggehvider
150 g sukker
75 g kokos
Gul frugtfarve
Sukkerkugler
Tørrede abrikoser


Pisk hviderne stive. Pisk sukker i lidt ad gangen til massen er tyk og blank, vend kokos og gul farve i. Kom marengsmassen i en sprøjtepose og sæt en lille cirkel som hoved og en lidt større cirkel som krop, de skal lige røre hinanden. Sæt sukkerkugler på som øjne og flækkede abrikoser som næb og fødder. Bag kyllingerne nederst i 35 min ved 150°

14. aug. 2013

Lille hår-projekt

Dagens fletteprojekt er i den minimale afdeling og består kun af en enkelt, lille række. Denne lille række er så syet på et godt hårspænde, og vupti....så er der flettepynt til håret. ....og som den sypige jeg også er, er den lille række selvfølgelig flettet af et målebånd.



....og så er der for øvrigt kommet nyt et klip fra FriHuset på siden med Vejledninger. Selvom det er fra TV, er det faktisk et fint klip, hvor du kan lære at hæfte tråden godt, når du starter med en ny tråd, og du kan lære at sy ringene sammen på en god måde.


Hårspændet er til salg
Der er opskrift på hårspændet inkl. printark med målebånd. 10 kr. tilsendt på mail.
Bestil på ReCyklisten@gmail.com

13. aug. 2013

Plakat med farveforløb

Den næste taske blev et eksperiment med materialet.

Jeg havde længe gået og luret på denne smukke plakat - budskabet var godt, men farveforløbet.....det var jo helt uforligneligt, så da væggens udsmykning skulle skiftes, var jeg lynhurtig til at sikre mig skønheden.
Der gik ikke mange øjeblikke, fra jeg var kommet hjem, til plakaten var splittet ad i atomer, og tapen var klistret på, så jeg kunne komme i gang med at flette og få at se, om jeg kunne lave det samme fine farveforløb på tasken.....det synes jeg nok, jeg kunne.

Til gengæld blev der så ikke rigtigt tid til at eksperimentere med faconen, når det skulle gå så stærkt - det er en helt almindelig clutch; men det er nok meget godt, når det er farven, der skal være virkemidlet.



Jeg bliver altså også lige nødt til at fortælle, at jeg i dag har haft besøg....besøg af en journalist, som havde set et opslag på facebook, hvor jeg viste et blogindlæg med aviskurven frem. Hun syntes, det så så spændende ud, at hun mente, det også vil interessere andre frederiksberg-borgere.

For mig bliver det så spændende at se, hvad hun har fået ud af den halve times tid, hvor vi havde en hyggelig snak om fletteri.

Den kommende artikel har så givet mig lyst til at oprette en ny, fast side på bloggen med presse/medie-omtale. På siden finder du også de hele klip fra min medvirken i Fri-Huset.

12. aug. 2013

Lækre chokolade-ting

I Københavns Kommune findes der en organisation, der hedder Copenhagen Volunteers. Det er et korps af frivillige, som assisterer ved alle mulige former for arrangementer, hvor der er brug for frivillige hænder.

Sidste år var jeg så heldig, at jeg fik lov at være frivillig ved Chokoladefestivalen, og da søndagen gik på hæld og vagten var ved at være slut, fik jeg fingrene i nogle små brochurer fra Simply Chocolate, som var lige ved at blive smidt ud.

Da jeg kom hjem, gik jeg i gang med at splitte brochurerne ad, og havde intentioner om at flette en chokoladetaske.

Jeg var endnu ikke så erfaren i at beregne, hvor mange lapper der skal bruges, så da der ikke var så mange lapper tilbage at flette af, opdagede jeg, at der ikke var lapper nok, til det jeg havde regnet med.
Så måtte jeg jo tænke om igen, og det viste sig, at dét, der nu var blevet til en kurv, lige præcis passede i længden til vore køkkenskabe og lige præcis var stor nok til at rumme alle vore poser med krydderier. Sådan måtte det så være - og temaet var jo ok.....en chokoladekurv i et madskab.

Den lille rest af lapper, jeg havde til overs, blev brugt til et brilleetui, som jeg idag er rigtig glad for.

Det er lavet så lille, at mine briller nærmest skal skrues i; men til gengæld falder de aldrig ud, og etuiet fylder næsten ingenting i min taske.
Så husk - brug også dine rester. Måske kommer du til at elske dét, der kommer ud af det, allermest.


Bestil denne eller tilsvarende kurv, se flere detaljer og pris.
Der findes opskrift på både kurv og brilleetui. Pris 10 kr. stykket tilsendt på mail.

11. aug. 2013

Matchende kurve....og kurser

Jeg syntes, vi trængte til noget, der matchede Heerups fine billede i farverne herhjemme, og derfor brugte jeg lang tid på at udvælge de gyldne lapper, hvor farven på dem alle sammen går igen på billedet.

Både billede og kurv nød godt af dette match, og så er det praktisk med sådan en lille kurv, når man har mange småting, man egentlig gerne vil have lidt orden på.

Men der skulle selvfølgelig også være en kurv, der matchede baggrunden, så derfor kom der også en grøn kurv til, efterhånden som jeg fik klippet og sorteret lapperne til den.
Bundene i begge kurvene er kvadratiske, og da de to første kurve var færdige, blev jeg jo liiiige nødt til at eksperimentere lidt igen:

Tidligere har jeg samlet to led på den første ring, når jeg syede den på hjørnet af bunden - se billedet af kurvenes bunde til højre; men man kan også lade bundens hjørne samle sig om ét led på ringen - til venstre på billedet. På den måde for man mulighed for flere størrelser.

Forhåbentligt kan dette billede illustrere, hvad jeg ikke formår at forklare i en kort blog-tekst. Leddene med B er bunden. ....ellers prøv at tage materialerne i hånden, så giver det forhåbentlig mening.


Sidst men ikke mindst skal jeg lige fortælle, at der er kommet en side med kurser her på bloggen. Her i efteråret kommer jeg selv til at holde tre kurser for begyndere og øvede + et enkelt kursus i motivflet for øvede flettere. Senere kommer der også datoer på en serie på to AOF-kurser for øvede.


10. aug. 2013

Designerbordskåner

Jeg fik en udfordring i går....nej, det passer faktisk ikke helt. Det var ikke mig personligt, der fik en udfordring. ....og egentlig var det vel også nærmere et spørgsmål end en udfordring :o)

Der var i hvert tilfælde et medlem i FletteForum (netværk for candy wrap-flettere på facebook), der spurgte, om man kan flette en bordskåner, og da jeg har gået og tænkt lidt i andre materialer - bl.a. denim - var det jo meget nærliggende at tage det som en udfordring og flette en bordskåner / varmebrik i denim, som jo kan tåle varmen.

Sådan en bordskåner tager heldigvis ikke så lang tid at flette, så jeg kan allerede præsentere jer for billedet i dag.
Det var sjovt at prøve, men lidt besværligt at flette i stof. ....og resultatet....??

Jeg synes faktisk selv, at det ligner en fancy designerting, som koster en mindre formue i en meget smart forretning. ....og så er den jo totalt bæredygtig, da den er flettet af benene på et par gamle jeans, hvor jeg har brugt det øverste til en nederdel.

.....og så bliver den sikkert bare flottere og flottere, efterhånden som den bliver brugt og vasket, og kanterne på det rå stof kommer til at frynse mere og mere.


Bordskåneren er til salg

9. aug. 2013

Gule smil

Jeg er egentlig ikke så vild med gult; men til gengæld er jeg tosset med smilende smileyer, så noget mønsterflet med smily'er var mit næste eksperiment (se nogle af de foregående).

Det var jo let nok at regne ud, at man kunne tegne et mønster og så flette efter det, men kunne jeg mon også regne ud, hvordan jeg skulle gøre det?

Det krævede lidt spekulationer, hvordan man sådan skulle få mønstret zig-zag'et, så man også kunne flette efter det, men smiley-pungene her er jo beviset for, at det lykkedes. Under Vejledninger kan du se et billede af, hvordan det lykkedes, og hvordan rækkerne kom til at se ud.
Her bliver pungene bakket op af et påske-chokolade-rør fra Simply Chocolate - mums!
Gad vist om jeg allerede den gang vidste, at jeg ret hurtigt ville komme til at holde kurser i at flette. I hvert tilfælde flettede jeg pungene i tre forskellige tykkelser med samme slags papir:
- én, hvor jeg klippede helt almindelige lapper, der foldes til fire lag på den lange led
- én, hvor jeg klippede halve lapper, som kun foldes på midten til to lag
- og én hvor jeg klippede strips, som slet ikke skal foldes på den lange led.

Det blev tre meget forskellige punge, men meget illustrative, når jeg i dag viser dem frem, så kursister kan mærke forskellen.

....hvilket bringer mig til at fortælle, at det er meget tæt på, jeg kan offentliggøre, hvornår jeg kommer til at holde kurser i efteråret - både i AOF- og privat regi.


Pungene er til salg og der findes detaljeret opskrift

8. aug. 2013

Avispapir og bananer

En bekendt spurgte, om jeg kunne lave en stor taske i avispapir med en lang hank.

Hun hoppede nu fra igen; men det var en sjov udfordring, og så kom min flettede hank fra pistekort-tasken "i brug" igen, for det endte med denne taske / kurv p.g.a. en venindes inspiration.

Når hanken går på den lange led på den måde, vil kurven klappe sammen, når man bærer den, for avispapir er lidt blødt. Derfor har jeg syet en ekstra ring øverst på indersiden, så kurven får god stabilitet.

Bunden er lidt bred, så kurven er godt nok aflang, men har dog lidt fylde alligevel.




I går var ellers en lækker dag. Bananerne var blevet lidt hurtigt mørke her i varmen. Det er selvfølgelig ikke så lækkert....og dog....så er man jo nødt til at bage bananmuffins ;o) og DE er lækre!! 
Bananerne blev brugt - især fordi jeg kom til at bruge dobbelt så mange bananer, som der stod i opskriften. Mine muffins er blevet lidt svampede; men det er faktisk ikke så ringe.

Er der nogen, der har brug for opskrift til deres egne bananer?


Tasken er til salg
Der er opskrift på tasken - pris 10 kr.

7. aug. 2013

Dejligt fødselsdagsønske

Glad og stolt er vist den rigtige betegnelse for de følelser, der fyldte mit hjerte, da jeg - sådan mere eller mindre direkte - fik et personligt fødselsdagsønske fra kærestens datter om en taske, hun kunne bruge, når hun skulle spille.

Cellisten skulle bruge en taske, hvor hun kunne have tuner, blyant og lidt småting i. Hanken skulle kunne bindes/lukkes op, så den kunne hænge midt på nodestativet.

Det er dejligt med gode "instruktioner" om praktiske funktioner, for det gør det jo meget lettere for mig at ramme rigtigt, og det er skønt udfordrende med nogle faste opgaver at designe rundt om

Det blev til denne lille aflange node-taske med klap, der lukkes med magnetlås.
Hanken er en fin, sort snor, der er vævet ind i tasken hele vejen rundt om bunden, og så lukker man den bare med en sløjfe eller løkke.
Siden har jeg fundet ud af, at noder er meget populære at flette med. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om det er fordi, der findes så mange fine nodebøger, som ikke længere bruges = dejligt genbrug - eller det er fordi, det bare er fint mønster.

Nå, men uanset..... her passede noderne i hvert tilfælde perfekt med taskens formål.

6. aug. 2013

Ualmindelig almindelighed

En helt almindelig pung kan godt blive til noget helt særligt, når man finder noget flot materiale at flette i.

Så da kærestens niece havde været så sød at ønske sig en pung i fødselsdagsgave, og én af yndlingsfarverne er lilla, fandt jeg dette flotte, metallic gavepapir frem fra gemmerne med det brugte julegavepapir og var ikke tvivl om, at pungen skulle flettes af det.

Hvis ikke dét er en flot lilla farve, så ved jeg da ikke, hvad det er.


Hvis du kigger en tur over under Vejledninger vil du se, at endnu et videoklip fra FriHuset er blevet uploadet, så nu kan du også se en hurtig præsentation af, hvordan ringe samles.

5. aug. 2013

Cola uden pant

Vel hjemkommet fra skiferie skulle der nye projekter i gang.

Ud over slipset (læs historien her) blev fletteriet ikke helt glemt i ferien, for jeg havde pillet etiketterne af flaskerne på de store Coca Cola'er, vi havde til at drikke af på værelset. Det blev til fem etiketter i løbet af ferien, som skulle blive til 'noget', når vi kom hjem.

For at kunne få en hel taske ud af kun 5 etiketter, er man nødt til at snyde lidt.

Etiketterne blev skåret i ca. 3 cm brede strimler på den lange led, og så limede jeg disse strimler på A5-kopipapir - lige i den højde på papiret, hvor jeg havde regnet ud, at det lille etikette-stykke ville komme udad på fletværket.

Derefter blev A5-papiret skåret ud i strimler på 15 x 1,75 cm. Kopipapir er nemlig så kraftigt, at man ikke behøver at folde mere end en enkelt gang på den lange led.....eller slet ikke folde, hvis tasken ikke behøver at være så kraftig.

Tasken er hvid som kopipapiret på indersiden; men på den øverste række oppe ved lynlåsen, er der også limet et stykke sølvpapir på den anden ende af strimlen, så tasken også er sølvfarvet på det lille stykke af inderside, der er over lynlåsen.
På denne måde får man både genbrugt noget, der alligevel skulle have været smidt ud, OG man får en souvenir fra rejsen, eller noget man har været ude og opleve.

Jeg har faktisk flere ting liggende, som venter på at blive flettet, fx Harrods-guide og undergrundskort fra London, Program fra Operaen her i København, Chipsposer fra USA, børneteaterkatalog, billetter fra Poul Krebs-koncerter (hvis jeg nænner det) o.m.a.

Man kan selvfølgelig også sagtens bruge etiketterne fra colaerne herhjemme.....men husk at tage flaskerne med ned i flaskeautomaten, selvom du ikke får pant. Plastikken kan sagtens genbruges alligevel.


Tasken er til salg. Se billeder og detaljer. Der findes opskrift på tasken, pris 10 kr.
Detaljeret vejledning i at spare på fx etiketter, så man får materiale nok, pris 15 kr.

Bestil via kontaktfornularen nederst eller på mail.

4. aug. 2013

Den første gave

Teposerne skulle også prøves af, så da jeg skulle bruge en værtindegave til en veninde, der er vild med limegrøn, gik jeg i gang med denne pung / miniclutch.
Jeg har altid syntes, at der er noget særligt ved at lave noget, der på forhånd er bestemt til en anden. Det der med, at et håndarbejde er lavet med kærlighed, holder 100%, for når jeg arbejder, synes jeg det er hyggeligt at sidde og tænke på den, man laver tingen til.

Det var den første af mine fletteting, som jeg skulle give væk, så jeg var selvfølgelig spændt på, om veninden kunne lide den, og om den overhovedet blev god nok til, at jeg kunne være bekendt at give den væk.

Veninden var heldigvis vild med den, og hendes iPhone flyttede omgående ind. Pungen har været oppe af hendes taske..... ja jeg lyver vist ikke, når jeg siger 1000vis af gange, så derfor var vi selvfølgelig nødt til at tage dette billede af, hvor sjovt, den bliver slidt.
Tapen holder fint - så fint, at når man kigger godt efter, kan man se, at sliddet faktisk er tapen, der bevæger sig i forhold til papiret indenunder og derfor meget langsomt river farven af papiret.

Så er vi blevet den erfaring rigere.

3. aug. 2013

En skål med popcorn

På et tidspunkt var jeg simpelthen NØDT til at eksperimentere lidt med at bruge forskellige størrelser tern på den samme taske, og på forhånd kunne jeg godt regne ud, at denne taske ville få noget skålfacon.....og hvad er bedre end en stor skålfuld, frisklavede popcorn?

....og så skal pungen, man tager op af tasken selvfølgelig også være med popcorn på, så det ser ud som om, man tager en håndfuld op af skålen.
Til tasken her er der brugt nogle små led i bunden, og de bliver så større og større for hver ring op til popkorn-kanten.

Der tumler faktisk flere eksperimenter rundt i hovedet, hvor skål-faconen skal udnyttes til nogle sjove tasker og / eller kurve. Der skal nok komme noget specielt ud af det på et tidspunkt

Det med de specielle tasker er jo netop dét, der gør det så spændende at flette. Man kan virkelig få noget sjovt og anderledes ud af det, så man ikke bare får unika, men det kan også være noget, der er lidt mere opsigtsvækkende. ....og ikke bare kan farveafstemme sine tasker; men også vælge tema efter det, man skal.

Nu er det bare med at komme i biffen og få luftet popcornene.


Tasken og pungen er til salg.
Der er detaljerede opskrifter inkl. printark med popcorn til både tasken og pungen. Pris 10 kr. stykket.
Bestil på kontaktformularen nederst eller send en mail her.

2. aug. 2013

Når nøden er størst…. fletter man et slips.

Hvad gør man, når man står i Tjekkiet og fyren i skiudlejningen siger, at prisen for at leje en hjelm er: "sådan en flettet taske, som du selv har ;o) "?

Det er svært at efterkomme sådan et "ønske", når man synes, at det kunne være skægt at lege méd, når han kommer med sådan en "pris".... for sjov.

For det første har man ingen materialer at flette med, når man er på skiferie i en lille by i Tjekkiet. Jo, det er let nok at finde noget papir; men det er hverken til at skaffe tape eller lynlås uden at skulle bruge en hel masse dejlig ski-tid på det.

For det andet, skal en mand da ikke have en flettet håndtaske.

Pludselig slog idéen ned: han skal da have et slips!

Desværre havde skiudlejningen ikke deres egen brochure; men deres samarbejdspartner havde heldigvis en meget farvestrålende én af slagsen - så derfor: Flettet slips til betaling af hjelm-leje.
Gode betingelser ;o) flinke mennesker i Maskot skiudlejning :o)



….og så er der lige kommet endnu et instruktions-klip på bloggen under Vejledninger. Det handler om, hvordan man fletter. God fornøjelse og rigtig god weekend!